Fortsat stigende aktiekurser
De globale aktier nåede nye rekordniveauer i løbet af oktober måned, men satte sig lidt sidst på måneden. Udviklingen var den samme i de fire afdelinger under SparDanmark Invest. Det betyder, at afkastene for hele 2024 nu ligger på mellem næsten 7 procent for den mest obligationstunge afdeling og på 14 procent for den mest aktietunge afdeling. Altså fortsat rigtig fine afkast.
Næsten 7.500 investorer har vist os den tillid at investere deres penge i SparDanmark Invest. I løbet af måneden rundede vi 5,8 milliarder under forvaltning. Det er vi meget stolte over.
Den europæiske centralbank sænkede som forventet renten yderligere med 0,25 procentpoint i løbet af måneden – og Danmarks Nationalbank fulgte trop. Til gengæld oplevede vi stigende lange renter i USA, hvor renten på den 10-årige statsobligation steg med 0,50 procentpoint. Retningen var den samme i Europa – om end bevægelsen var mindre. De stigende renter gav lidt modvind til særligt vores investeringer i lange obligationer.
Rentestigningen skal nok ses i lyset af, at de økonomiske nøgletal fra USA på det seneste har overrasket positivt. Men præsidentvalget i USA kan også have påvirket i samme retning.
Måneden bød i øvrigt også på et forrygende godt regnskab fra amerikanske Nvidia, der er den førende producent af de mikrochips, der anvendes til kunstig intelligens. Aktien steg omkring 15 procent i løbet af måneden – og selskabet er en af vores største positioner i aktieporteføljen.
I løbet af måneden steg spændingen frem mod det amerikanske præsidentvalg den 5. november. Meningsmålingerne viste stort set dødt løb mellem de to præsidentkandidater. Nu står det klart, at Donald Trump indtager embedet de næste fire år. Det har indtil videre resulteret i stigende aktiekurser og stigende renter i VSA. Frygten for protektionisme via højere toldsatser på importerede varer til USA har til gengæld generelt smittet negativt af på for eksempel kinesiske og europæiske aktier. Overordnet set er de fire foreninger under SparDanmark lnvest kommet styrket igennem den seneste uge.
Henrik Jensen
Afdelingsdirektør Kapitalforvaltning
Sparekassen Danmark