I oktober måned har nogle af overskrifterne på finansmarkederne været bekymring om tab i det amerikanske banksystem, nedlukning af statsapparatet i USA og nye handelsspændinger mellem USA og Kina.
Alligevel er de globale aktiemarkeder steget omkring 4 procent i løbet af måneden, og der har været forbavsende roligt på rentemarkedet.
Summa summarum – investorerne er ikke bekymrede, hvilket vi egentlig heller ikke er.
Global økonomi virker i lange perioder som en supertanker, der tøffer afsted med stabil fart. Lige nu vokser global økonomi med omkring 3 procent, hvilket også synes at blive tilfældet til næste år.
Vi skyder altså en fornuftig fart. Aktiemarkedet – og særligt det amerikanske – ser dyrt ud i historisk kontekst, men da vi sandsynligvis står overfor flere amerikanske rentenedsættelser kombineret med udsigt til en fin indtjeningsfremgang også i 2026, bevarer vi optimismen.
De store og svære spørgsmålstegn kommer sandsynligvis først længere ude i horisonten – for eksempel de uholdbare store underskud på de offentlige finanser og det deraf følgende høje gældsniveau i en række lande – herunder USA. Men det er alt for tidligt at bekymre sig om lige nu.
De fire afdelinger under SparDanmark Invest har haft en forrygende oktober måned. Faktisk lå alle fire fonde blandt de allerbedste i Europa.
Det betyder, at afkastet ligger mellem cirka 4,5 procent og 6,5 procent for hele 2025. Og så rundede vi 8 milliarder under forvaltning i slutningen af oktober.
Hvis du vil vide mere, så kontakt Sparekassen Danmark. Vi hjælper dig gerne med at finde ud af hvilken af de fire afdelinger, der passer bedst til dine behov og ønsker. Da afdelingerne er børsnoterede, kan du også finde dem i din netbank eller mobilbank. Og husk, at historiske afkast ikke er en garanti for fremtidige afkast.

Henrik Jensen
Afdelingsdirektør Markedsområdet
Sparekassen Danmark
