Juni måned har ikke bragt afgørende nyheder på den økonomiske front. Til gengæld har de geopolitiske begivenheder fyldt en del i forbindelse med konflikten i Mellemøsten. Israels angreb på Iran sendte kortvarigt olieprisen pænt i vejret – helt som ventet. Særligt en potentiel lukning af Hormuz strædet bekymrede. Sådan gik det ikke, hvorfor olieprisen faldt tilbage til udgangspunktet.
De globale aktier er steget lidt yderligere i juni måned. Aktierne i Europa ligger i juni måned stort set uforandret på omkring 10 procent i afkast i år, mens danske aktier har tabt lidt terræn – små 3 procent er det blevet til i Danmark i år. Amerikanske aktier er steget i år, men da dollaren ligger cirka 12 procent under niveauet fra Nytår, har en dansk investor tabt små 7 procent i år. Det er dog bedre end for en måned siden.
Som investor i SparDanmark Invest er afkastet vokset en smule i juni måned – både aktier og obligationer har bidraget hertil. For hele 2025 ligger afkastet mellem et lille plus for den mest obligationstunge afdeling til minus 2,9 procent for den mest aktietunge afdeling.
I slutningen af maj måned fejrede SparDanmark Invest 3-års fødselsdag. Det betyder også, at man begynder at modtage stjerner fra Morningstar. Vi er stolte af, at tre af vores fire afdelinger blev tildelt 4 stjerner ud af 5 mulige.
Hvis du vil vide mere så gå ind på vores hjemmeside spardanmarkinvest.dk eller kontakt Sparekassen Danmark. Vi hjælper dig gerne med at finde ud af hvilken af de fire afdelinger, der passer bedst til dine behov og ønsker. Da afdelingerne er børsnoterede, kan du også finde dem i din net- eller mobilbank. Og husk, at historiske afkast ikke er en garanti for fremtidige afkast. Med ønsket om en god sommer.

Henrik Jensen
Afdelingsdirektør Markedsområdet
Sparekassen Danmark