Status på SparDanmark Invest – februar 2025

En god start på det nye år

De fire afdelinger under SparDanmark Invest har fået en fin start på det nye år. Investorerne har fået et afkast på mellem 1,3 og 3,9 procent i løbet af årets første måned.

Der har været to altoverskyggende temaer for januar måned – Donald Trump og kinesisk konkurrence inden for kunstig intelligens. Den nye amerikanske præsident Donald Trump har leveret masser af støj i januar måned. For finansmarkederne har truslerne om højere toldsatser over for for eksempel Europa og Kina fyldt mest. Indtil videre er omfanget og størrelsen uvis. De amerikanske teknologiselskaber får nu konkurrence inden for kunstig intelligens, idet DeepSeek har udviklet en model, der kan tage kampen op mod ChatGPT – endda billigere. Det gik for eksempel hårdt ud over chipproducenten Nvidia, der faldt 10 procent i januar.

De globale aktier steg 2,7 procent i januar – og særligt europæiske aktier har fået en fin start på året med godt 6 procent i afkast. Amerikanske small-cap virksomheder, som vi investerede i hen mod slutningen af december måned, har ligeledes fået en flot start med knap 7 procent i afkast.

Statsrenterne ligger stort set uforandret her i starten af året, men der har været store udsving undervejs. De danske realkreditrenter
er steget lidt, hvilket har kostet på vores investeringer heri. Alligevel har vi et mindre plus på vores obligationsinvesteringer samlet set – trukket af obligationer fra Emerging Markets.

Alt i alt en fornuftig start på året, og vi er fortsat optimistiske i forhold til resten af 2025. Global økonomisk vækst, stigende indtjening i virksomhederne og flere rentenedsættelser – særligt i Europa – vil understøtte finansmarkederne. Omvendt skal man være forberedt på større udsving undervejs.

Henrik Jensen
Afdelingsdirektør Markedsområdet
Sparekassen Danmark