Stærkeste afkastmåned i vores levetid
November måned blev den stærkeste afkastmåned i SparDanmark Invests levetid. Afkastene lå ved udgangen af måneden på mellem cirka 9 og 20 procent. Selvom året ikke er slut endnu, ser det ud til, at det bliver et rigtig godt år for investorerne i SparDanmark Invest.
De gode resultater bliver set af investorerne, da flere rekorder blev slået i november måned. Mere end 170 millioner kroner strømmede ind i foreningen fra nye eller eksisterende investorer. Det var en rekord. Strømmen af nye penge og stærke afkast gjorde, at vi rundede 6 milliarder under forvaltning – også en ny rekord.
De 10-årige statsrenter faldt i både USA og Europa i november måned. En smule i USA og lidt mere i Europa. De amerikanske renter faldt efter udnævnelsen af USA’s næste finansminister – Scott Bessent, der kommer med solid økonomisk ballast. Den amerikanske centralbank sænkede som ventet renten med 0,25 procentpoint i november.
Aktiemarkedet leverede noget af en fest, da de globale aktier steg omkring 6,5 procent i løbet af måneden. Det var klart med de amerikanske aktier i front, da de steg næsten 9 procent. I Europa og Danmark var udviklingen noget mere flad.
USA står også et rigtig godt sted med en solid økonomisk vækst, der endda har vist fornyet styrke de seneste måneder. I Europa er udviklingen knap så positiv og nøgletallene noget mere blandede. Dette kombineret med politiske problemer i de to største økonomier – Tyskland og Frankrig – og en potentiel handelskrig med Donald Trump, giver lidt dystre udsigter for Europa.
Samlet set er vi dog fortrøstningsfulde i forhold til den globale økonomi, når vi ser ind i 2025. Den globale vækst vil fortsætte i niveauet 3-3,5 procent, indtjeningen i virksomhederne vil vokse, og centralbankerne vil fortsætte med rentenedsættelser. Det bør være et godt udgangspunkt for finansmarkederne. Vi forventer også positive afkast for 2025.

Henrik Jensen
Afdelingsdirektør Kapitalforvaltning
Sparekassen Danmark

