Markedskommentar – september 2024

Medvind fra både aktier og obligationer

Den positive udvikling fortsatte i september måned, hvor både aktier og obligationer bidrog positivt til afkastet. Det betyder, at investorerne i SparDanmark Invest nu ligger med afkast på mellem næsten 7 og 14 procent. Det er rigtig fine afkast.

Vores aktieinvesteringer leverede afkast i omegnen af 1,5 procent i september måned – stort set på niveau med globale aktier. Særligt vores investeringer i aktier fra Emerging Markets havde en fest, da Kina i løbet af måneden for alvor indførte økonomiske stimuli til økonomien. Emerging Markets aktierne steg 5-6 procent i september.

Vores obligationsinvesteringer leverede ligeledes rigtig fine afkast i september, hvor særligt vores investeringer i obligationer fra Emerging Markets klarede sig flot.

Helt som ventet sænkede både den amerikanske og den europæiske centralbank renten i september. USA blev renten nedsat med 0,5 procentpoint, mens den i Europa (og Danmark) blev sænket med 0,25 procentpoint. Centralbankerne har nu entydigt skiftet fokus fra bekæmpelse af inflation til understøttelse af vækst. Der er flere rentenedsættelser på vej.

Selvom det økonomiske momentum er aftagende, forventer vi uændret, at vi er på vej mod en “blød landing”. Vi ser med andre ord ikke en økonomisk recession i horisonten, selvom vi er opmærksomme på, at de to scenarier ligner hinanden fra starten.

Og så nærmer vi os jo med hastige skridt et amerikansk præsidentvalg, hvor det ligner et ualmindeligt dødt løb mellem Harris og Trump. Det bliver spændende at følge. Samtidig følger vi med bekymring den kedelige udvikling i Mellemøsten.

Henrik Jensen
Afdelingsdirektør Kapitalforvaltning
Sparekassen Danmark