Markedskommentar – juni 2024

Årets første sommermåned blev rigtig god

Årets første sommermåned blev rigtig god for investorerne i SparDanmark Invest med afkast på mellem 1 og 3 procent. Aktierne fortsatte med at stige – og vores aktieinvesteringer klarede sig atter bedre end de globale aktier. Samtidig bidrog obligationerne ligeledes positivt til afkastet. Særligt vores investeringer i danske obligationer med længere løbetid klarede sig godt.

Det betyder, at afkastene nu – i runde tal – ligger mellem 4 og 14 procent for hele 2024. Det er superflotte afkast, og meget tyder på, at SparDanmark Invest fastholder “den gule førertrøje” som bedste danske blandede investeringsforening i kategorierne lav og høj risiko – i statistikken fra Finans Danmark.

Helt som ventet sænkede både den europæiske og den danske centralbank renten i starten af juni måned med et kvart procentpoint. Der forventes yderligere europæiske rentesænkninger i 2. halvår, ligesom det forventes, at den amerikanske centralbank ligeledes sænker renten. Det er dog fortsat afhængigt af, at centralbankerne føler sig overbeviste om, at de har styr på inflationsudviklingen.

Vi mener fortsat, at udsigterne for resten af året – både økonomisk og finansielt – ser fine ud, men som altid er der usikkerheder.

I SparDanmark Invest har vi ikke foretaget større omlægninger den seneste måned. Det betyder, at vi fortsat har en portefølje, hvor vores aktieinvesteringer er drejet i en mere offensiv retning i forhold til benchmark, mens vi på obligationssiden har en overvægt af længere løbende obligationer.

Rigtig god sommer.

Henrik Jensen
Afdelingsdirektør Kapitalforvaltning
Sparekassen Danmark