Knap så gode afkast i juli måned
De globale aktier fortsatte opturen i starten af juli måned, men satte det meste over styr igen sidst på måneden. Resultatet blev derfor, at aktiemarkedet sluttede måneden stort set uforandret. Tilbagefaldet påkaldte sig dog større opmærksomhed end ellers, da det var de store teknologiaktier, der i særdeleshed tabte terræn. Efter massive kursstigninger virkede det som om investorerne kom i tvivl om, hvorvidt den
type aktier trods alt var blevet for dyre.
I juli måned klarede vores aktieinvesteringer sig ikke helt så godt som de globale aktier. Til gengæld fik vi stor glæde af obligationsinvesteringerne, der leverede fine afkast. Årsagen er, at renterne faldt ganske pænt i løbet af måneden. Måler man på den 10-årige amerikanske statsrente, så faldt den med 0.4 procentpoint til 4 procent. Bevægelsen i Danmark og Europa var nogenlunde den samme.
På trods af at juli måned gav os lidt modvind, har investorerne i SparDanmark Invest fået flotte afkast på mellem 5 og 13 procent i år.
Selvom juli sluttede lidt sløjt, og udviklingen her i starten af august har været skidt, så er vi ikke rigtig bekymrede. Den uro, der har ramt aktiemarkederne, ser vi først og fremmest som en korrektion – lidt a la den, vi så i april måned. Korrektioner på aktiemarkedet ser vi typisk 1-2 gange om året, hvor aktierne måske falder et sted mellem 5 og 15 procent, før opturen fortsætter. Vi tror ikke det er anderledes denne
gang, men vi følger naturligvis udviklingen nøje.
Vi anerkender, at den økonomiske vækst er aftagende. Det var vel også en del af centralbankernes plan, da de hævede renterne for at kvæle inflationen. Overraskelsen for os har været, at svækkelsen ikke er kommet før. Nu er der stort set styr på inflationen, hvorfor vi kan forvente rentesænkninger fra centralbankerne i resten af 2024. Det sker netop for at undgå, at de også kvæler økonomien. Vi tror de lykkes med den svære balancegang og dermed leverer en såkaldt “blød landing”.
I SparDanmark lnvest har vi nedbragt risikoen i aktieporteføljen den seneste måned.
Som investor er det vigtigt at holde fast i sin strategi, når der er turbulens på finansmarkederne; Tænk langsigtet i en kortsigtet verden.
Fortsat god sommer.
Henrik Jensen
Afdelingsdirektør Kapitalforvaltning
Sparekassen Danmark